Fiskere truet af lave priser
Priserne på konsumfisk har næsten været i frit fald hele i 2013. På fiskeauktionen i Gilleleje koster rødspætter lige nu fra tre til seks kroner per kilo. Men den faldende afregning til fiskerne har ikke påvirket udsalgspriserne hos fiskehandlerne.
”Prisen på rødspætter er historisk lav, og fiskerne får ikke en værdig pris lige nu”, siger sekretariatsleder David Kock Mouritzen fra Danske Fiskehandlere, til sn.dk.
”Jeg kan kun bekræfte, at fiskerne får for lidt for deres fisk. Det er rigtigt, at danske fiskere er utrolig hårdt ramt”, siger auktionsmester Lasse Nordahl, Fiskeauktion Danmark i Gilleleje til avisen.
Der er flere årsager til de lave priser. En væsentlig årsag er, at næsten alle danske fisk eksporteres. Et andet problem er pangasius.
”Pangasius ødelægger ufattelig meget for danske fiskere. Den sælges under produktionsprisen via støtteordninger, og det kan vores rødspætte ikke konkurrere med. Selv om pangasius er en møgfisk”, siger Lasse Nordahl til sn.dk.
Kilde: sn.dk