Fiskekutter sunket ud for Skagen
To fiskekuttere stødte tirsdag aften sammen 500 meter ud for Skagen Havn. Denne ene kutter sank, mens den anden kun tog lettere skade. Der var kun en person ombord på den sunkne kutter, og han blev reddet i land i god behold af redningsbåden fra Skagen.
Det var skagenkutteren Blue Star der i går aftes gik ned ud for Skagen Havn.
Den gamle trækutter kolliderede af endnu ukendte årsager med den langt større kutter Anni Dorthe af Årø. Anni Dorthe blev ikke mere skadet ved sammenstødet, end at den selv kunne sejle i havn i Skagen.
Vraget, der ligger 500 meter ud for Skagen, er nu afmærket med en lysende gul bøje, og et af Søværnets patruljefartøjer er indtil videre ankret op ved vraget.
Det er nu op til Farvandsvæsenet at afgøre, hvad der skal ske med vraget.