Fiskekutter fra Hvide Sande sunket
Fiskekutteren Actinia fra Hvide Sande sank i aftes omkring klokken 20.30 cirka 20 sømil nordvest for Blåvandshuk. Pludselig tog den 17 meter lange kutter vand ind i maskinrummet og strømmen gik, så pumperne ikke kunne starte. Actinia blev taget på slæb af kutteren Merano, men sank.
”Vi nåede at være på slæb i omkring 10 minutter. Så krængede Actinia så voldsomt, at vi måtte springe i redningsflåden. Vi er ok og har det fint nok, men selvfølgelig er man lidt rystet”, fortæller skipper Bent Nielsen, der var på havet med sin bror og medejer.
Redningsmandskab fra Hvide Sande var blevet tilkaldt. De to brødre blev uden problemer samlet op af Merano og kunne derfra se Actinia gå ned. Først klokken 04.30 i nat nåede fiskerne ind til havnen i Hvide Sande. De havde brugt natten på at bjærge det fælles trawl, som Actinia og Merano fiskede med.
Bent Nielsen og hans bror ejer Actinia sammen med en tredje kompagnon. Trods oplevelsen har den 41-årige skipper fra Hvide Sande ingen planer om at droppe fiskeriet. Han vil hurtigst muligt finde ud af, hvordan han kommer videre.
Kilde: dr.dk/P4 /Vest