Fire skoleskibe kommer på frimærke
Post Danmark udgiver fire frimærker med skoleskibe som en særlig hyldest til Danmark som søfartsnation. Frimærkerne kom i handlen i går og viser skoleskibene København, Danmark, Georg Stage og Fulton.
”Danmark er en stolt søfartsnation, hvor de danske skoleskibe fungerer som vigtige uddannelsessteder for unge, der ønsker at få en søfartsuddannelse eller et grundigt kendskab til livet på søen. Ligesom frimærker rummer skoleskibene en spændende historie bygget på stærke traditioner, og det er vi glade for at kunne forene på de nye frimærker”, siger Martin Pingel, designchef i Post Danmark Frimærker.
Af de fire skoleskibe på frimærkerne er Danmark, Georg Stage og Fulton fortsat i fuld funktion den dag i dag. Danmark og Georg Stage fungerer som skibe for søfartsuddannelser, mens Fulton primært anvendes til lejrskoletogter med folkeskole- og ungdomsskoleelever.
Skoleskibet København, der ved søsætningen i 1921 var et af verdens største sejlskibe, forsvandt derimod sporløst i december 1928 eller januar 1929. Det skete efter, at det havde forladt Buenos Aires med kurs mod Adelaide. Trods en storstilet eftersøgning blev der aldrig fundet druknede eller vragrester, ligesom det heller aldrig er opklaret, hvad der forårsagede skibets forlis.
Kilde: Post Danmark
