Fem skibe solgt på auktion i Svendborg
Fem coastere tilhørende det konkursramte svenske rederi Vargön Rederi AB er blevet solgt på en auktion i Svendborg. To af skibene sendes direkte til skrotning, mens et tredje ventes solgt videre til Chile
Mindre fragtskibe er ikke i høj kurs for tiden. Det fremgik tydeligt da fem coastere tilhørende det svenske rederi Vargön tirsdag kom under hammeren i Svendborg.
De fem skibe gik til priser på mellem 800.000 - 1,3 millioner kroner.
Højeste pris trak den 43 år gamle coaster Vina på 2.220 DWT der gik for 1,3 millioner kroner. Køber var Petersen & Sørensens Motorværksted i Svendborg, der har et større tilgodehavende i skibet efter motorarbejde om bord.
Motorværkstedet købte også den 35 år gamle Tango på 1.472 DWT, hvor man har et tilsvarende tilgodehavende. Her var prisen 1.250.000 kroner.
Vidi og Tinto blev solgt til skrotning for hhv. 1,1 millioner kroner og 950.000 kroner.
Den 40 år gamle Vinga, der er på 1.060 DWT blev købt af Fornæs i Grenå, der ventes at sælge skibet videre til Chile.
Vinga kolliderede i januar med en fiskekutter fra Grenaa, hvorved to fiskere druknede.
Auktionen over de fem skibe kommer i kølvandet på, at rederiet gik konkurs i september. Rederiet, der havde 60 medarbejdere, blev rekonstrueret i 2009, og fik tilført ny aktiekapital så sent som i 2010. Men store tab de sidste to år endte alligevel med at tvinge det i knæ.
Redaktionen