Feederskib tabte 44 containere i flod
Fireogfyrre containere, som faldt i Yangtze-floden i Kina søndag eftermiddag, da et feederskib fik slagside under lastning ved Waigaoqiao Dock, var alle bjærget mandag formiddag. Det meddeler Shanghai Maritime Safety Administration.
”Vandet blev ikke forurenet, da containerne ikke indeholder miljømæssigt truende materialer. Hændelsen forårsagede heller ikke ulykker eller påvirkede den generelle trafik på havnen”, siger Pan Jiefeng, talsmand for administrationen til Shanghai Daily.
Byens Maritime Search & Rescue Center rekvirerede tre bjærgningsfartøjer, der arbejde hele natten med at hale containerne op af vandet. 40-fodscontainerne faldt overbord fra containerskibet Shang Qing 3 i Fase 5 Dock, da skibet fik slagside mens det var ved at få lasten om bord. Skibet tilhører et Chongqing selskab.
Kilde: Shanghai Daily