Fagforeninger indgår aftale med Mærsk
Maskinmestrenes Forening og Søfartens Ledere indgik fredag en aftale med A.P. Møller - Mærsk om indhold og vilkår af de frivillige fratrædelsestilbud Rederiet ønsker at fremsætte til danske skibsofficerer i Maersk Line.
Aftalens hovedelementer :
Tilbud om frivillig fratræden vil blive fremsat overfor 497 danske maskinmestre, navigatører og maritime officerer i Maersk Line.
Tilbud sendes ud til de berørte officerer pr. brev og e-mail fra Rederiet i løbet af næste uge.
Den enkelte officer, som ønsker at tage mod Rederiet tilbud skal give det til kende inden den 29. januar 2010.
Aftalen indeholder naturligt noget økonomi. De fratrædelsestilbud Rederiet vil fremsætte, vil variere afhængig af den enkelte officers anciennitet. Detaljeret information om økonomien vil blive fremsendt i næste uge.
Ifølge aftalen skal en officer, der anmoder om anvendelse af tilbuddet, inden 14 dage modtage accept fra Rederiet. Såfremt Rederiet ikke ønsker at acceptere officerens tilbud, skal Rederiet give et begrundet afslag, således at officeren med kendskab til Rederiets fremtidige planer med officeren kan fortsætte sin karriere i Rederiet.
Rederiet forventer at hele processen er afsluttet med udgangen af juni måned 2010.
Nærmere og mere detaljeret information om enkelt detaljer vil følge i takt med, at Rederiets information udarbejdes i den kommende uge.
Aftalen indeholder naturligvis også elementer omkring feriepenge, pension, kontanterstatning af fridage, ekstern karriererådgivning og eventuelle jobmuligheder andre steder i koncernen.
Disse ting vil naturligt indgå i organisationernes individuelle rådgivning af de medlemmer, som ønsker at tage tilbuddet eller have hjælp til at overveje tilbuddet.
Afftale er alene en aftale om indhold og vilkår for de frivillige tilbud.
Rederiet har under forhandlingerne oplyst, at der ikke aktuelt er planer om opsigelse af danske skibsofficerer i Maersk Line.
Maskinmestrenes Forening og Søfartens Ledere har understreget i aftalen, at man med indgåelsen af aftalen ikke har forpligtet sig til generelt at anbefale deres respektive medlemmer at acceptere tilbuddet da det vil være et individuelt valg styret af individuelle forhold, om tilbuddet findes attraktivt.
Kilde: Maskinmestrenes Forening
