Færgen fortsætter fremgangen
Nye trafiktal for årets første fem måneder viser, at det går rigtig godt for rederiet Færgen. Rederiets færgeruter til Bornholm, Samsø, Fanø, Als og Langeland har været i stand til at tiltrække over 15.000 flere passagerer end i samme periode i 2013. Rederiet mener, det skyldes samarbejdet med ø-destinationerne.
”De seneste år har vi intensiveret vores strategi om at tiltrække nye kunder, der ikke har besøgt vores øer før, men som typisk vender tilbage, når de én gang har været der. Det er ikke mindst sket ved at indgå tætte alliancer med øernes turistorganisationer for at gøre opmærksom på alle de oplevelser, der ligger gemt på øerne. Vi indgår jo i en art symbiose med destinationerne, hvor deres succes smitter af på os og omvendt”, siger Lindy Kjøller, salgs- og marketingchef hos Færgen.
I alt har Færgens otte ruter til de fem øer transporteret 1.393.426 passagerer i årets første fem måneder. På ruten mellem Spodsbjerg og Tårs har der været en stigning på 6,3 procent i antal passagerer, mens Esbjerg-Fanø har haft en stigning på 0,7 procent. Billedet er også positivt for ruterne til og fra Bornholm og Samsø, mens ruten mellem Bøjden og Fynshav er ene om at vise tilbagegang.
Færgen og Destination Bornholm samarbejder blandt andet om at promovere Folkemødet, Bornholms Kulturuge og kokkekonkurrencen Sol Over Gudhjem, mens rederiet samarbejder med Visit Samsø for at øge opmærksomheden omkring Samsø Festival, Samsø Hornfiskefestival og kåringen af Samsøs bedste kartoffelmad.
Kilde: Færgen