Færgefolk strejker efter teknisk uheld
Mandskabet på Næssundfærgen nedlagde onsdag aften arbejdet, efter at færgen måtte indstille sejladsen på grund af en defekt kobling. Det er uvist om arbejdsnedlæggelsen skyldes, at personalet finder det uforsvarligt at sejle videre på grund af defekten.
En anden mulighed grund til at personalet strejker, kan dog også være, at rederiet onsdag orienterede om, at de ansatte vil blive sagt op til fratrædelse med udgangen af april næste år.
Onsdag var formand for det fælleskommunale I/S Mors-Thy Færgefart Viggo Vangsgaard til et bestyrelsesmøde, hvor man tog Morsø Kommunes beslutning om kun at finansiere færgedriften frem til 1. maj 2015 med mulighed for fire måneders forlængelse til efterretning.
Bestyrelsen besluttede også, at de fem tilbageværende færgefolk skal hav opsiges med foreløbig fratræden den 30. april 2015.
”Jeg orienterede derefter de ansatte om vores beslutning på et møde, hvor en repræsentant for deres fagforening FOA var til stede. Jeg forlod dette møde klokken 20. Klokken 21 modtog jeg en mail fra kaptajnen, der skulle have vagten her til morgen, om at færgen ikke kan sejle på grund af defekt kobling. Et mærkeligt sammentræf, men det er altid kaptajnens beslutning, om det er forsvarligt at sejle”, siger Viggo Vangsgaard til nordjyske.dk.
Styrmand og tillidsmand Poul Krogh har til morgen udtalt til Radio Limfjord, at det er uvist, hvornår færgen atter kommer i drift. Det afhænger af skadens omfang, som nu undersøges.
Da Morsø Kommune i forvejen har besluttet ikke at ville ofre flere penge på den aldrende færge, er det måske oven i købet et spørgsmål om den i det hele taget får mulighed for at genoptage sejladsen.
Kilde: nordjyske.dk