Færgebrand:Dramatisk evakuering igangsat
De svenske myndigheder startede omkring kl. 19 i aftes evakueringen af de omkring 300 passagerer og besætningsmedlemmer fra Stena Scandica, da strømmen gik og skibet drev mod land. 26 nåede at blive evakueret, inden det lykkedes at få gang i to hovedmotorer omkring kl. 21.
Passagerer samlet på dækket på Stena Scandica. Foto: Sjöfartsverket..
Dramaet i Østersøen nord for Gotland på Stena Scandica blev intensiveret, da evakueringen af passagerne blev sat i gang, fordi myndighederne frygtede en grundstødning, da færgen havde retning mod Gotland.
Redningshelikoptere nåede at løfte 26 passagerer op fra Stena Scandica og sætte dem ned på Gotlandsfærgen M/S Visby, der var kommet til undsætning, inden evakueringen blev afblæst. Det var lykkedes for besætningen at få startet to hovedmotorer og sætte kurs mod Nynäshamn på fastlandet, som færgen ifølge Sjöfartsverket ventes at ankomme til omkring kl. 10 i dag.
Det var kl. 12.29 mandag, at der udbrød brand i en kølecontainer på en lastbil om bord på den dansk-flagede Stena Scandica, der var på vej fra Nynäshamn til Ventspils i Letland. Færgen slog alarm og Sjöfartsverket sendte straks alle tilgængelige fartøjer og helikoptere mod skibet.
Det lykkedes for besætningen at få branden under kontrol og ingen passagerer eller besætningsmedlemmer er ifølge meldingerne kommet til skade, men blev samlet på dækket - klar til at blive evakueret.
Det blev så kun aktuelt for knap 30 personer.
Kilde: SVT.
Rescue at Sea. Happening now
— Sea & son (@OnDeepWater) August 29, 2022
Ongoing situation. 300 to be airlifted. Bad weather. Windy. Stena Scandica. Started drifting after loss of engine power due to fire on board earlier. BalticSea#MaritimeSecurity #Sweden #BalticSea #StenaScandica #Rescue pic.twitter.com/mFFfX1RxYA