EU yder millioner til projekt i Esbjerg
EU's Socialfond har ydet 2,3 millioner kroner i støtte til det nye projekt, Energi Campus Esbjerg, der sætter fokus på den voksende energibranche i Syddanmark. Energi Campus Esbjerg har et budget på 4,6 millioner kroner, hvoraf halvdelen kommer i form af støtte fra EU's Socialfond.
”Region Syddanmark står over for store udfordringer med at skabe fortsat vækst i den klynge af energivirksomheder, som kendetegner regionen. Det gælder de kendte områder som offshore olie, gas og vindenergi, der forventes at vokse betydeligt, men også helt nye områder, som vil komme til, hvis de understøttes, sådan som vores projekt lægger op til”, forklarer energiforsker Jens Bo Holm fra Aalborg Universitet, Esbjerg, i en pressemeddelelse.
Der deltager over 50 virksomheder, institutioner og organisationer i samarbejdet om projektet, der er ledet af Aalborg Universitet. Projektet sætter specielt sætter fokus på nye teknologiske muligheder, såsom bølge- og algebaseret energi.
”Energiindustrien er i konstant udvikling, og mange nye teknologier med stort potentiale er stadig i modningsfasen, så der er behov for støtte”, skriver lektor Jens Bo Holm-Nielsen.
Det er bekymring vedrørende den allerede eksisterende og kommende mangel på kvalificeret arbejdskraft i den støt voksende energibranche i Syddanmark, der nu får EU's Socialfond til at bevilge millionstøtte til en særlig satsning i Esbjergområdet.
Kilde: jv.dk