Esvagt: Vækst i vind og pres på olie/gas
Esvagt venter fortsat vækst i offshore vindmarkedet og tæt kamp om kontrakterne på markedet for offshore olie/gas i de kommende år. Begge tendenser sætter sit tydelige præg på den strategi, Esvagt har lagt for at sikre fremtidens vækst. Nye markeder og nye aktiviteter skal bidrage til vækst.
“Vi ser en fortsat udvikling af markedet for offshore vind, hvor vi har et vækstpotentiale både på vores eksisterende og på nye markeder. Vi har kompetencer og ekspertise, som efterspørges. Det skal vi udnytte. Samtidig skal vi vente fortsat tæt kamp om kontrakterne på olie/gas-markedet, hvor der er overkapacitet i markedet. Det vil præge udviklingen de kommende år”, siger CEO Peter Lytzen.
Esvagt’s flåde af Service Operation Vessels (SOV) til vind-industrien vil vokse, både i det nuværende, nære Nordsø- og Østersømarked, og på nye markeder i Nordamerika. Esvagt er sammen med en stærk partner i gang med at etablere et joint venture på den amerikanske østkyst, som skal sikre adgang til et gryende marked med stort potentiale.
“Vi ser en udvikling i Nordamerika med oplagte muligheder for operatører med vores kompetencer. Der bliver fokus på kvalitet, sikkerhed, innovative løsninger og effektivitet – alle parametre, hvor Esvagt er stærk og har vist sit værd”, siger Peter Lytzen.
Også i Nordsøen er der potentiale til flere SOV’er, ikke mindst i takt med, at de nuværende servicekontrakter ændrer sig, når mølleproducenterne sælger parkerne fra.
Esvagt’s olie/gas-forretning vil også i de kommende år møde hård konkurrence. Der er en overkapacitet i markedet for Emergency Rescue and Response Vessels (ERRV), og det kan mærkes.
Kilde: Esvagt