Esvagt ser nye muligheder i Barentshavet
Der ventes større olie- og gasproduktion i Barentshavet i de kommende år. Oljedirektoratet opdaterede i 2017 deres forventning til områdets olie- og gasreserver til over 17 milliarder tønder olieækvivalenter, en fordobling i forhold til hidtidige skøn. Det giver nye muligheder for Esvagt.
”Det er på mange niveauer udfordrende at arbejde i de arktiske regioner. Kulde kan føre til isning og komplicerer generelt operationer. Derudover er det næsten mørkt hele dagen om vinteren, og pludselige polære lavtryk med et særligt skiftende hav skal tages i betragtning. Derudover skal flere miljøhensyn respekteres, da naturen i de arktiske regioner er yderst følsom”, siger Ole Ditlev Nielsen, forretningsudviklingschef hos Esvagt.
Esvagt har erfaring med at operere i arktiske regioner, fx med Esvagt Aurora. En øget olie- og gasproduktion i de arktiske regioner kræver, at rederier har specialiserede kompetencer. Esvagt ser derfor gode muligheder for vækst, hvis aktiviteten i Barentshavet øges.
Ifølge Ole Ditlev Nielsen vil Esvagts erfaring med arktiske operationer være en klar konkurrencefordel. Udover Esvagt Aurora har rederiet fire mindre fartøjer, som også er optimeret til vinteraktiviteter i ret krævende miljøer.
Kilde: Esvagt