Esvagt Faraday er kommet hjem
Esvagts andet nye SOV, Service Operation Vessel, Esvagt Faraday ankom til sin hjemhavn i Esbjerg mandag den 30. marts. Skibet vil ligge til kaj i havnen, indtil det begynder på sin kontrakt med Siemens Wind Power den 8. april.
Arkivbillede af søsterskibet Esvagt Froude.
Esvagt Faraday sejlede fra værftet Havyard Ship Technology i Leirvik ved Sognefjorden i Norge klokken 22.15 den 28. marts og satte kurs mod Esbjerg. Esvagt Faraday har fået kontrakt i forbindelse med Butendiek-projektet i den tyske del af Nordsøen. Her er der indtil videre tale om en 10-årig kontrakt. Der er mulighed for, at kontrakten kan forlænges.
Det er rederiets andet SOV, der er specialbygget til at servicere offshore vindmølleparker, der er på kontrakt med Siemens Wind Power. Den første offshore vind SOV, Esvagt Froude, startede på en femårig kontrakt den 18. februar, på havmølleparken Baltic 2, også denne kontrakt indeholder mulighed for forlængelse.
Esvagt har de senere år arbejdet målrettet på at etablere sig inden for offshore vind. Fire væsentlige kontrakter på serviceskibe til havmølleparker viser, at man har valgt den rette strategi. Esvagt har endnu et SOV i ordre hos det norske værft.
Videoen nedenfor viser en time-lapse af Esvagt Faradays ankomst til Esbjerg.
Kilde:
offshorewind.biz