Esbjerg vil stadig være energimetropol
Esbjerg har brugt mange kræfter på at slå sig op som energimetropol, og den status vil Esbjerg fortsat have, selvom det måske skulle ende med, at Maersk Oil lukker gasproduktionen i Tyra-feltet. Det siger Tom L. Nielsen, direktør for Esbjerg Erhvervsudvikling, til Maritime Danmark.
”Der er ingen tvivl om, at det vil komme til at koste arbejdspladser i Esbjerg-området. Det vil både betyde tab af direkte og afledte arbejdspladser, og det vil betyde færre indtægter. Men det her er så nyt, at jeg slet ikke har noget overblik over, hvor mange arbejdspladser det eventuelt vil komme til at dreje sig om”, siger Tom L. Nielsen.
Han mener dog ikke, at en eventuel nedlukning af gasproduktionen i Tyra-feltet vil ændre på Esbjergs status som energimetropol.
”Der er jo stadig olien, og vi står også utroligt stærkt på havmøller, hvor Esbjerg Havn for nylig besluttede at udbygge havnen yderligere. Der er også andre energiformer såsom bioenergi, så alt i alt vil Esbjerg stadig være en vigtig spiller som energimetropol”, vurderer Tom L. Nielsen.
Redaktionen