EQT vil ind på Welltecs marked
Kapitalfonden EQT i Norge har opkøbt Qinterra, der er konkurrent til danske Welltec, som udvikler avanceret robotteknologi til olie- og gasindustrien. EQT vil have del i de store overskud, Welltec har fået gennem årene, og lancerer derfor nye vækstplaner for Qinterra.
”Vi har købt selskabet, fordi det er på et meget interessant vækstmarked. Welltec er den største konkurrent, men vi har ambitioner om at vokse”, siger Anders Misund, partner i EQT Norge.
Qinterra har i dag en markedsandel på 12-14 procent globalt, og væksten skal primært komme uden for Norge.
Jørgen Rasmussen, direktør i Qinterra, siger: ”Vi er de små, Welltec er de store. Men efter at EQT er gået ind i selskabet, bliver der fokuseret langt mere på at udvikle dette marked i konkurrence med Welltec”.
Hvor andre kapitalfonde primært fokuserer på at optimere selskabernes finansielle præstationer, fokuserer EQT mere på selskabernes industriudvikling.
Welltec, der er stiftet af Jørgen Hallundbæk, leverer teknologi, der gør det muligt at optimere udvindingen af olie- og gasressourcer gennem hele brøndenes levetid. Med Welltecs løsninger kan kunderne operere i felter, der ellers ikke ville være rentable.
Kilde: Dagbladet Børsen