Engelsk hangarskib i tørdok i Skotland
Royal Navy´s nyeste hangarskib HMS Prince of Wales skal en tur til Skotland for at komme i tørdok i Rosyth, der hvor det i sin tid blev bygget. Det sker for at udtage propelakslen i styrbords side, der blev skadet ved et uheld.
Den udløsende faktor er ikke oplyst, med det 26 mia. kr. dyre hangarskib måtte den 29. august kaste anker sydøst for Isle of Wight på grund af tekniske problemer.
Skibschefen oplyste efterfølgende på Twitter, at der var betydelige skader på akslen og propellen, og nogle overfladiske skader på roret.
Efter et ophold for anker returnerede hangarskibet til Portsmouth, hvor det har ligget indtil nu.
Det er ikke første gang, hangarskibet gør sig uheldigt bemærket. Tværtimod har skibet, der blev sat i drift i 2019, været sat ud af spillet i store dele af 2020 og 2021 på grund af tekniske problemer. I 2020 nåede det sammenlagt kun at være på havet i 20 dage.
Det vides ikke hvornår HMS Prince of Wales vender tilbage til aktiv tjeneste igen.
Redaktionen