En gammel DFDS-kending til salg
Der blev vist knebet en tåre i Fleet-afdelingens afsnit for undersøgelse af tidligere DFDS-skibes skæbner, da der indløb besked fra en broker om, at Island Escapa, ex Viking Serenade, ex Stardancer, ex Scandinavia nu var til salg.
Det er nemlig et skib med en særdeles markant DFDS historie. Det 40.171 gt store skib, der nu sejler på Palma de Mallorca, er bygget i 1982 i Frankrig, gik på prøvetur i juli og den 2. oktober 1982 gik det i fart fra New York, hvilket er behørigt dokumenteret ved billedet af Scandinavia, der her er fotograferet på vej ud af havnen i News York.
Og havde man et stort forstørrelsesglas, ville man kunne finde en ganske ung Richard Berg-Larsen i mængden på Monkey Island, hvor han står i hvid uniform som skibets første overstyrmand.
Senere var Scandinavia i øvrigt med til at løfte Oslo-ruten til et helt nyt niveau - det år, hvor passagertallet steg fra ca. 330.000 til 550.000 om året.
Kilde: DFDS Update