“Ellen” tildelt Danish Design Award
Det har været en god uge for el-færgen Ellen og projektet bag, der både kan sole sig i bevidstheden om, at merudgiften på en batteridrevet færge kan tjene sig hjem på otte år og at Ellen har vundet en pris i Danish Design Award.
E-Ferry projektet bag Ellen vandt i katagorien “Game Changer” - hvilket meget præcist rammer de muligheder, som batteridrevne færger vil få i fremtiden på de kortere distancer.
Juryen udtaler: “Færgetrafik er en af de helt store forureningskilder inden for transport. Her ser vi en ny retning for industrien, der har et kæmpe potentiale, hvis modellen eksempelvis kan udvides til fragtskibe. E-ferry sejler p.t. til og fra Ærø, så funktion og effekt er dokumenteret. Den hurtigt opladelige motor og den lange rækkevidde gør E-ferry til mere end bare en opgradering af eksisterende elfærger.”
Kategorien er en af 15 i Danish Design Award, der uddeles af Dansk Design Center.