Eksportmuligheder for dansk offshore
Danske offshorevirksomheder ser store vækstmuligheder på de globale markeder, og det gælder både olie og gas samt vindenergi. Eksportrådet forventer en stor eksportstigning fremover.
”Vi tror faktisk på, at potentialet til at vækste er til stede i alle områder, vi ser på. Verden trænger til øgede energiressourcer for at få den vækst, der er nødvendig – ikke så meget hos os i de velstillede lande, men i de lande, der ligger uden for OECD. Så potentialet er rigtigt stort”, siger Steen Brødbæk, direktør i Semco Maritime, der leverer rådgivende ingeniørarbejde og teknologi til offshoreinstallationer.
Virksomheden undersøger for øjeblikket mulighederne i blandt andet Sydøstasien.
Et af de lande, som Semco Maritime satser på, er Vietnam, hvor virksomheden har opbygget et samarbejde med det statslige vietnamesiske værft PetroVietnam Marine Shipyard. De samarbejder om opgradering og vedligehold af borerigge, og de to første rigs er allerede afleveret til kunder i Sydøstasien.
Steen Brødbæk understreger, at det er vigtigt at have en stærk position på hjemmemarkedet og at fastholde produktion og udvikling i Danmark.
Kilde: Berlingske Business