Eksplosion om bord på indisk supertanker
Der skete tirsdag morgen en eksplosion om bord på den 316.217 DWT store indiske supertanker Desh Vaibhav, mens skibet befandt sig ud for Muscat. Eksplosionen udløste en brand der kvæstede et besætningsmedlem, mens tre andre besætningsmedlemmer savnes.
Besætningen har angivelig forladt skibet, og en redningshelikopter har bragt det kvæstede besætningsmedlem i land.
Supertankeren, der sejler i ballast, var undervejs fra Fujairah til UAE da eksplosionen indtraf.
Ifølge de seneste oplysninger er branden nu slukket, mens skroget fortsat køles ned med vandkanoner for at forhindre ilden i at blusse op igen.
Der er ingen oplysninger om de tre savnede besætningsmedlemmer.
Redaktionen