Ekspert: Oliereserver er undervurderet
Tag olieindustriens tal og gang dem med to. Så har du det mest realistiske bud på verdens oliereserver, mener tidligere rådgiver i olieindustrien der afviser, at verden løber ikke tør for olie lige foreløbig.
"Dele af olieindustrien er fuldt ud fortrolige med, hvorledes oliereserverne undervurderes, men beslutningstagerne i både virksomheder og lande har ikke kendskab til, hvorfor oliereserverne er større, end de siges at være", siger direktør for Royal Society of Chemistry i Storbritannien Richard Pike, der har
en lang karriere som rådgiver i olieindustrien bag sig.
Han mener, olieindustrien bevidst undervurderer reserverne for at presse priserne i vejret.
Olieindustriens påviste reserver baserer sig på en fordelingskurve. Reservernes størrelse fastsættes efter det niveau, som der er 90 procent sandsynlighed for.
Når verdens oliereserver opgøres, sker det ved, at hver enkelt oliekildes påviste reserver lægges sammen. Men det, mener Richard Pike, er en helt forkert måde at regne på.
I stedet mener han, at man bør kombinere samtlige fordelingskurver og fastsætte verdens oliereserver efter det 90 procent sandsynlige på denne kurve.
Richard Pike er således kommet frem til, at vi roligt kan gange olieindustriens profetier om 1.200 milliarder tønder olie i undergrunden med to.
Kilde: ing.dk