Eimskip vil have 2.000 TEU containerskibe
Islandske Eimskip har planer om at investere i og drive tre containerskibe med en kapacitet på 2.000 TEU. Planerne er et led i det nye samarbejde med Royal Arctic Line, som betyder, at Grønland bliver koblet op på Eimskips internationale sejlads.
Skibene bliver bygget til de nordatlantiske forhold og vil betyde brændstofbesparelser i forhold til de nuværende skibe. Skibene forventes leveret i løbet af to til tre år, men endnu har rederiet ikke nævnt navnet på værftet, der får opgaven.
Set fra Royal Arctic Lines synspunkt er det en vigtig aftale, idet aftalen om kapacitetsdeling giver mulighed for, at det grønlandske rederi kan sende gods direkte ud i verden og modtage gods direkte i stedet for via Danmark.
Eimskip har haft fremgang i årets første kvartal. Nettoomsætningen steg således med 0,5 procent til 113,3 millioner euro i forhold til første kvartal 2015. Driftsresultatet (EBIT) steg fra 49.000 euro i første kvartal 2015 til 3,3 millioner euro i dette års første kvartal, mens resultatet efter skat steg 21,1 procent til 1,8 millioner euro i forhold til første kvartal 2015.
Kilde: TradeWinds/Eimskip