Eidesvik tager levering af Viking Neptun
Det norske rederi Eidesvik, der er specialiseret inden for PSV- og subsea-skibe, har fået leveret subsea-skibet Viking Neptun fra det norske værft Kleven Verft ASA. Skibet er finansieret via et langsigtet lån på 124 millioner norske kroner fra Nordea og Eksportkreditt Norge.
Viking Neptun er Eidesviks hidtil største satsning inden for subsea-markedet. Det er 145 meter langt og 31 meter bredt og er udstyret med to kraner med en kapacitet på henholdsvis 400 ton og 100 ton. Skibet er desuden udstyret med en karrusel til lægning af fleksible rør med en kapacitet på 4.400 ton.
Viking Neptun går i starten af marts måned på kontrakt med undervandsentreprenøren Technip. Skibet har isklasse ICE 1B og er dermed forberedt til operationer i arktisk farvand.
Kilde: Eidesvik