Eide Barge 33 bugseret til Høylandsbygd
Den 110 meter store pram Eide Barge 33, der nytårsaftensdag drev rundt i Nordsøen og var årsag til, at flere oliefelter lukkede produktionen ned, er nu bugseret til havn i Høylandsbygd. Norske myndigheder er gået om bord for at undersøge årsagen til at prammen rev sig løs.
Eide Barge 33 var på slæb fra Tunesien til Høylandsbygd, da prammen rev sig løs fra slæbebåden Eide Wrestler i hårdt vejr den 31. december.
Prammen havde længe kurs mod Valhall feltet, hvor produktionen blev lukket ned og mere end 200 personer blev evakueret med helikopter. Også et nærtliggende britisk felt valgte af sikkerhedsårsager at lukke produktionen ned.
Det lykkedes dog slæbebåden Siem Garnet at indfange prammen før den kunne forvolde skade, hvorefter Eide Barge 33 blev bugseret tæt på land af Siem Garnet, hvorefter Eide Wrestler overtog bugseringen videre til Høylandsbygd.
DA stormen var på sit højeste blev der målt bølger på op til 15 meter ved norske olieinstallationer i Nordsøen.
Kilde: dn.no