Dronningen sender vikingeskib af sted
Dronning Margrethe kommer søndag til Roskilde for at sende vikingeskibet Havhingsten af sted på sommertogt i de danske farvande: Sommertogtet finder sted i anledning af, at museet fejrer 50 års jubilæet for udgravninger af de 5 Skuldelev skibe i Roskilde Fjord
Dronning Margrethe var gudmor ved Havhingstens søsætning i 2004, og dronningen følger tæt og interesseret med i skibets færd. Dronningen vil være om bord, når Havhingsten står ud af havnen kl. 11 - og sejler med på den allerførste del af togtet.
Første planlagte besøgshavn bliver en afstikker til Slesvig, hvor Havhingsten skal deltage i et råsejlstræf i Hedeby. Derefter sejles der til Korsør tæt på Trelleborg, Kerteminde med skibsgraven ved Ladby og Samsø, der med Kanhavekanalen også har stærke rødder i vikingetiden.
Herefter vender Havhingsten tilbage til kendt farvand i Roskilde Fjord, hvor Frederikssund anløbes dagen inden den store modtagelse i Roskilde 28. juli kl. 14.00. I den samme weekend afholder Vikingeskibsmuseet sin store Vand, Vind og Vikinger Festival.
Togtet kan følges live på en kortplotter på museets hjemmeside, hvor også blogs, der skrives undervejs, beretter om livet om bord og om besøgene i de forskellige havne.
Kilde: Vikingeskibsmuseet