Drastiske ændringer på vej i Mærsk
Bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk overvejer drastiske ændringer i virksomheden, som blandt andet vil betyde helt nye forretningsområder. Bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen fortalte på generalforsamlingen lidt om de tanker, bestyrelsen gør sig.
”Vi forandrer os hele tiden, og vi så helt anderledes ud, hvis man kigger på, hvordan vi så ud for 10-20 år siden”, siger Michael Pram Rasmussen.
De fem forretningsområder, som koncernen i dag består af, er udviklet ud fra tidligere store omvæltninger i virksomheden. For 50 år siden var det nemlig andre områder, som selskabet tjente penge på.
I øjeblikket er flere forretningsområder under pres, og Michael Pram Rasmussen indrømmer, at indtjeningen på det seneste ikke har været tilfredsstillende.
”Selvom potentialet måske er stagnerende, kan det godt være, at vi kan tjene penge på det. Tankesættet er, at du skal ændre for at bevare, og det mener jeg faktisk, at vi har gjort. Men man skal heller ikke efter et svært år sige, at alt det, som du har, ikke fungerer. Man skal ikke gå i panik”, siger han.
Bestyrelsen har ikke truffet nogen endelige beslutninger, og det ligger derfor ikke fast, hvilke markeder og hvor langt fra de nuværende områder, at bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk drøfter som muligheder.
A.P. Møller-Mærsk fik i 2015 en nettoomsætning på 267,8 milliarder kroner og et overskud efter skat på 6,1 milliarder kroner.
Kilde: Berlingske Business