DR2 drager ud på de syv have
Danmarks Radio DR2 blænder søndag aften op for det første afsnit i en serie på seks dokumentarprogrammer om dansk søfart. Det sker klokken 19.30 hvor det afsnit der hedder Skibet sendes. Derefter bliver den genudsendt på DR1.
Projektet om dansk søfart før og nu - På de syv have - består af 6 tv-programmer og et web-site www.dr.dk/syvhave.
Visionen er, at programserien og websitet skal give inspiration til undervisning i fagene geografi, matematik, fysik, historie, samfundsfag, dansk og erhvervsorientering i folkeskolens ældste klasser, samt i gymnasiet, HTX og HF/VUC.
Den første udsendelse søndag den 25. oktober hedder skibet, og fortæller historien om, at vi er kommet sejlende til vores civilisation. Skibet har både bundet landet sammen og ført danskerne rundt på kloden. Der går en lige linje fra de klinkbyggede vikingeskibe, der næsten kunne sejle på morgenduggen, til vore dages containerkæmper, der pløjer verdenshavene.
Projektet er lavet med støtte fra Undervisningsministeriet og Den Danske Maritime Fond.
Tv-serien er tilrettelagt af Anette E. Frydenberg og Ebbe Kyrø og produceret af Nexus Kommunikation i samarbejde med Cicerone. Websitet er skabt i samarbejde med DR Aktualitet.
Kilde: DR