DONG og NKT indgår milliardkontrakt
NKT Cables har indgået kontrakt med DOND Energy om levering af et eksportkabelsystem på 170 km 220 kV AC højspændings-søkabel til havvindmølleparken Hornsea Project One. Ordren har en værdi af over en milliard kroner, 139 millioner EUR.
”Vi har fået endnu en kontrakt på et stort havvindmølleprojekt fra DONG Energy. Det understreger vores position som en betydelig spiller på markedet for levering af kabler til havvindmøller og at vores kunder ser os som en stærk og troværdig partner på disse komplekse projekter”, siger NKT Cables CEO Michael Hedegaard Lyng.
Kablet produceres i Køln, Tyskland fra 2017 og vil blive leveret til installation i starten af 2018.
Hornsea Project One vil få en kapacitet på 1,2 GW og bliver dermed verdens første havvindmøllepark over 1 GW og vil forsyne over godt én million boliger i England med el.
Hornsea Project One er NKT Cables’ tredje store offshore projekt i samarbejde med DONG Energy. Havvindmølleparken placeres 120 km ud for kysten ved Yorkshire, England. Kabelsystemet vil forbinde vindmølleparkens centrale kredsløb med højspændingsnettet på land samt de øvrige kredsløb via to offshore-forbindelseskabler.
Vindmølleparken ventes sat i drift i 2019. Siden 2010 har NKT Cables leveret højspændingssøkabler til 13 offshore havvindmølleprojekter i Mellem- og Nordeuropa.
Kilde: NKT