DONG køber hollandsk vindprojekt
DONG Energy har købt de sidste 50 procent i tre hollandske offshore-vind udviklingsprojekter af joint venture-partneren SSE. Projekterne, Den Helder 1, Breeveertien II og West-Rijn, har en samlet godkendt kapacitet på op til 1.050 megawatt og ligger i Nordsøen ud for den hollandske kyst.
“Det hollandske offshore vindmarked har et stort potentiale, og med de tre udviklingsprojekter ser DONG Energy frem til at bidrage til opfyldelsen af det udmeldte hollandske mål om, at 4.450 megawatt offshore vind skal være opført og i drift i 2023. Projekterne har en samlet godkendt kapacitet på op til 1.050 megawatt”, siger Samuel Leupold, koncerndirektør i DONG Energy Wind Power.
Købesummen består af en forudbetaling på cirka 17 millioner kroner samt yderligere udskudte betalinger betinget af opnåelse af visse milepæle, f.eks. investeringsbeslutning om opførelse af vindmølleparkerne. De samlede udskudte betalinger beløber sig til op til cirka 90 millioner kroner.
De nødvendige godkendelser fra de hollandske myndigheder af de tre offshore vind udviklingsprojekter er allerede opnået og projekterne kan således potentielt opføres inden udgangen af dette årti.
“De tre udviklingsprojekter kan potentielt opføres med næste-generations teknologi og bidrage til videreudviklingen af leverandørkæden i Holland, hvori DONG Energy allerede har stærke relationer. Det er imidlertid afgørende, at der er fuld sigtbarhed hvad angår investeringsbetingelserne, hvis vi senere skal kunne træffe en endelig investeringsbeslutning om at opføre projekterne som led i vores 2020-strateg,,” siger Samuel Leupold.
DONG Energy har et mål om at have opført 6.500 megawatt inden udgangen af 2020.
Kilde: DONG Energy