Dong investerer 6 milliarder pund i Humber
Dong Energy investerer seks milliarder pund i den engelske Humber-region i perioden 2013-2019. Det fremgår af en ny rapport, der er offentliggjort under den første britiske Offshore Wind Week. Rapporten viser også, at Dong fra 2015 til 2020 er med til at skabe 1.600 byggerelaterede jobs i regionen pr. år.
”jeg hilser denne rapport, som viser påvirkningen fra Dong Energy’s investeringer i Humber, velkommen. Rapporten er en demonstration af, hvordan investeringer i offshore vindsektoren kan have en positiv effekt på lokalsamfund og økonomien – i Humber og i landet som helhed”, siger Lord Haskins, formand for Humber Local Enterprise Partnership.
Der skabes også 500 langsigtede jobs inden for Dong Energy’s drifts- og vedligeholdsaktiviteter fra 2020 og frem. Dong Energys offshore vindmølleparker i Humber vil desuden levere elektricitet til mere end 1,5 millioner hjem, når først de fremtidige projekter er kommet i drift.
”Vores investeringer på seks milliarder pund i Humber i 2019 skaber langsigtede højkompetence-jobs, støtter en blomstrende britisk forsyningskæde og hjælper regionen med fortsat at være en hub for Storbritanniens sektor for vedvarende energi”, siger Brent Cheshire, Dong Energys britiske landedirektør.
Dong Energy har to havmølleparker i drift på den britiske østkyst, nemlig Lincs og Westermost Rough. Desuden er Race Bank og Hornsea Project One ved at blive bygget. På den engelske vestkyst er Dong Energy i gang med udviklingsarbejdet til havmølleparken Walney Extension.
Kilde: offshorewind.biz