Dong indvier kontor i Taiwan
Dong Energy har indviet sit kontor i Taipei og offentliggjort sin ambition om at udvikle fire havmølleparker i Changhua-området. Taiwans viceøkonomiminister, Shen Jong-Chin, og direktør i Taiwans energistyrelse, Lee Chun-Li, var blandt de mange gæster til indvielsen.
”Med afsæt i vores 25 års erfaring med havvind er jeg sikker på, at vi kan hjælpe Taiwan med at udnytte landets store havvindressourcer bedst muligt. Havvind kan blive en vigtig komponent i Taiwans fremtidige energimix og være en stabil, grøn energikilde i industriel skala i kraft af de stærke vinde i Taiwanstrædet”, siger Matthias Bausenwein, som er Dong Energy’s direktør for Asien og Stillehavsområdet.
Dong Energy har indtil videre installeret 3 GW havvindkapacitet i Nordeuropa, hvilket svarer til den taiwanesiske regerings 2025-mål for havvind. Taiwans geografiske forhold kan sammenlignes med Nordeuropas – forhold, som er meget velegnede til havmølleparker. Taiwan har desuden etableret rammevilkår, som giver branchen sigtbarhed og tiltrækker investeringer.
Blandt de 36 havmølleparker, som Taiwans økonomiministerium har planer om at opføre, ligger 21 af dem i amtet Changhua. Dong Energy gennemfører i øjeblikket en miljøvurdering (VVM) på fire af disse sites. Såfremt disse VVM’er bliver godkendt af den taiwanesiske regering, og investeringerne bliver godkendt af selskabets bestyrelse, vil Dong Energy udvikle disse sites til en samlet havvindkapacitet på mindst 2 GW og foretage en væsentlig investering i Taiwans energiinfrastruktur.
Kilde: Dong Energy