Dong Energy taber to mio. kr. om dagen
Et tæret olierør i Siri Feltet er blevet en særdeles dyr sag for DONG Energy. Selv revnerne nu er blevet lappet med cement, ligger produktionen på feltet stadig stille. Man er usikker på om en lækage kan forekomme. Produktionsstoppet koster to millioner kroner om dagen.
Dong Energy har endnu ikke besluttet, om man føler sig sikker nok på, at problemet ikke kan gentage sig. Derfor bliver produktionen endnu ikke sat i gang. Dong Energy overvejer dog, om der kan findes en midlertidig løsning, så produktionen kan genoptages, mens man undersøger videre:
"I løbet af kort tid regner vi med at melde ud, hvilken løsning vi vælger", siger Ulrik Frøhlke fra Dong Energys presseafdeling til Ingeniøren.
Ifølge Dong Energy har man aldrig tidligere oplevet problemer med tæring i sådanne konstruktioner.
Produktionen er stoppet, fordi der under en rutineinspektion mandag den 31. august blev fundet revner i en såkaldt caisson, der er et knudepunkt for olierør, forbundet til den centrale olie-oplagringstank under Siri-boreplatformen.
Tanken kan rumme 50.000 kbm og fra tanken eksporteres olien bort via en lastebøje.
Kilde: ing.dk