Dong Energy offentliggør børsprospekt
Dong Energy går videre med sin planlagte børsnotering og offentliggør nu sit længe ventede børsprospekt. Udbuddet består af 15,1-17,4 procent af de eksisterende aktier. Den danske stat, der er majoritetsaktionær sælger en andel af sin aktiepost, men beholder 50,1 procent af aktierne.
”Børsnoteringen er en vigtig milepæl i udviklingen af Dong Energy. Selskabet har udviklet sig fra primært at være en dansk forsyningsvirksomhed til at blive et voksende internationalt selskab med en ledende position inden for havvind. Dong Energy er velplaceret til at udbygge sin position som en stor dansk virksomhed. Jeg synes, at der er grund til at anerkende bestyrelsen, ledelsen og medarbejderne for deres hårde arbejde med at udvikle selskabet”, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.
Der udstedes ingen nye aktier i forbindelse med børsnoteringen. Det indikative kursinterval er sat til 200-255 kroner pr. aktie á nominelt 10 kroner. Det svarer til en markedsværdi for Dong Energy på 83,5-106,5 milliarder kroner.
Henrik Poulsen, adm. direktør i Dong Energy, siger:
”Dong Energy er et af Europas hurtigst voksende energiselskaber, og vi er globalt førende inden for havvind. Vi har opført 22 havmølleparker og har en markedsandel på 26 procent af verdens idriftsatte havvindmøller. Vores fortsatte lønsomme vækst frem mod 2020, som vil indebære mere end en fordobling af vores installerede kapacitet, understøttes af en robust og transparent udbygningsplan for havvind. Samtidig er vi kommet langt med at optimere og forme vores danske forsynings- og olie- og gasdivisioner, så de kan bidrage med stærke pengestrømme fremadrettet. Alle medarbejdere fortjener en stor tak for deres indsats med at gøre selskabet klar til børsnoteringen”.
Kilde: Dong Energy