DIS-sag for retten i september 2015
Det kommer til at vare endnu mindst et år inden den såkaldte DIS-sag, mellem Søfartens Ledere på den ene side og Danmarks Rederiforening repræsenteret ved DFDS på den anden, bliver afklaret.
”Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi skal vente endnu et år på en afgørelse i sagen, men den gode nyhed er, at det efter lang tids vedholdende arbejde fra vores side nu endelig er lykkedes at få sagen berammet i Østre Landsret”, udtaler Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere til foreningens side på Facebook.
Sagen er berammet til såkaldt hovedforhandling ved Østre Landsret over syv retsdage i slutningen af september 2015. Under sagens behandling møder begge parters advokater frem i retten og fremlægger hele sagen, samtlige dokumenter og fører vidner og parter, hvorefter dommerne, op til 2 måneder senere, afsiger dom i sagen.
”Det handler naturligvis om at vinde sagen, men under alle omstændigheder tjener den det formål at få klarlagt, om rederne må forvalte DIS og nettolønssystemet som de vil, og fastsætte deres DIS-ansatte søfolks løn uden hensyn til beskatningen i Danmark”, siger Fritz Ganzhorn til foreningens Facebookside.
Den parallelle sag imod Staten og Skatteministeriet er ligeledes blevet berammet til hovedforhandling i Østre Landsret den 1. og 3. december 2015.
Læs hele omtalen få Søfartens Lederes side på Facebook HER
Kilde: Søfartens Ledere