DFDS køber alligevel ikke UN Ro-Ro
DFDS deltager ikke længere i salgsprocessen omkring det tyrkiske færgerederi UN Ro-Ro. For en måneds tid siden forlød det ellers, at sælgeren, den amerikanske kapitalfond KKR, havde modtaget bud fra DFDS, kapitalfondene Esas Holding og Actera Partners samt den tyrkiske investor Global Yatirim Holding.
I den forbindelse meddelte DFDS, at man ikke havde afgivet noget bindende tilbud, men at man var ”blandt deltagerne i processen”. Nu meddeler DFDS, at man ikke længere deltager i salgsprocessen.
”På baggrund af medieomtale bekræftedes DFDS’ deltagelse i UN Ro-Ros salgsproces den 3. juli 2014. Fra og med i dag deltager DFDS ikke længere i salgsprocessen”, lyder det i meddelelsen fra DFDS.
Kilde: DFDS