Der venter MHI Vestas hård konkurrence
En række konkurrenter melder sig til kampen om havmølleordrerne, og samtidig lyder der fra forskellige sider krav om lavere priser. Alt i alt venter der MHI Vestas et hårdere marked, end Mitsubishi og Vestas havde forventet da, de etablerede joint venturet. De tror dog stadig på markedet.
”Vi ser ikke det store marked, vi troede for to år siden. Det må vi erkende. Men det er ved at blive mere stabilt end tidligere”, siger Jin Kato, der deler topchefstillingen i MHI Vestas sammen med Jens Tommerup.
Fra det britiske marked lyder der krav om lavere priser, og svenske Vattenfall har lovet meget lave priser i forbindelse med den kommende Horns Rev 3-vindmøllepark.
Jin Kato forventer, at der bliver en skrap priskonkurrence i de kommende år, ikke mindst fordi nye konkurrenter melder sig på banen. Forleden gik de to vindmølleproducenter Gamesa og Areva således sammen om at etablere joint venturet Adwen, der udelukkende skal fokusere på at udvikle og producere havvindmøller i konkurrence med MHI Vestas. Priskonkurrence er dog ikke kun noget negativt, for det vil føre til, at priserne på vindmøller falder, hvilket er nødvendigt.
”Det er nødvendigt for denne industri for, at vedvarende energi kan være konkurrencedygtig, for at vi kan slås med andre energiformer. Det skal vi overleve. Vi kan håndtere, at priserne falder endnu mere. Vi er en samleindustri, hvor vi skal optimere underleverandørleddet og samarbejde for at nedbringe omkostningerne”, siger Jin Kato.
Mitsubishi har besluttet at satse på Vestas-teknologi i vindmøllerne. Mitsubishis opgave er så at opbygge den industrielle produktion og få den ned i pris.
”Vi satser helt på Vestas’ teknologi. Det gør vi også i fremtiden, men i opstarten af produktionen får Mitsubishi en vigtig rolle at spille, for vi har omfattende erfaring inden for at opbygge en billig og effektiv produktion”, siger Jin Kato.
En af metoderne til at få møllerne ned i pris vil være at få flere japanske underleverandører ind, i stedet for de mange skandinaviske underleverandører, der i dag leverer til vindmølleproduktionen.
Kilde: Dagbladet Børsen