De danske færger mister passagerer
Finanskrisen og flere broforbindelser er hovedårsagerne til, at trafikanterne i stigende omfang fravælger færgerne. I 2007 nærmede færgernes passagertal sig 38 millioner, mens det i 2009 var faldet til 34 millioner - et fald på næsten fire millioner passagerer.
"Det drastiske fald vi ser nu, er først og fremmest finanskrisens skyld, fordi folk køber mindre af produktet og i stedet vælger broerne", siger Michael Wengel-Nielsen, sekretariatschef i Bilfærgernes Rederiforening til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Nedturen gælder både indenrigs- og udenrigstrafikken, men indenrigs er det især trafikken mellem landsdelene, der er hårdt mærket, mens trafikken til øer uden broforbindelse er intakt.
Færgesejladsen til udlandet falder, uanset hvilket af de tre hovedmarkeder, Sverige, Tyskland og Norge, man kigger til.
I indenrigstrafikken er det især gået ud over Kattegat-sejladsen, hvor Mols-Linien står for størstedelen af det indenrigske trafiktab. Rederiet har mistet næsten 600.000 årlige passagerer siden 2006.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten