Danske Maritime skal lede EU-samarbejde
Danske Maritime har overtaget formandskabet i European Sectoral Social Dialogue Committee on Shipbuilding and Ship Repair, som er et samarbejde mellem arbejdstagere, arbejdsgivere og EU-Kommissionen på det maritime område.
Jenny N. Braat er ny formand for SSDC on Shipbuilding on Ship Repair Foto: Carsten Lundager.
”Arbejdet i SSDC på det maritime område er særdeles vigtigt, eftersom det fokuserer på branchens arbejdsstyrke, dens kompetencer og udvikling. Det er afgørende, at vi på europæisk plan samarbejder om at sikre adgang til maritime kompetencer i en udstrækning og på et niveau, der gør os i stand til at konkurrere med andre maritime regioner i verden”, siger Jenny N. Braat, administrerende direktør i Danske Maritime.
”Komitéen er en vigtig høringspartner for EU-Kommissionen, og formandsskabet i SSDC on Shipbuilding and Ship Repair er med til yderligt at styrke Danske Maritimes gode samarbejde med EU-Kommissionen”, siger Jenny N. Braat, der har sat sig i komitéens formandsstol.
Danske Maritime har igennem flere år deltaget aktivt SSDC on Shipbuilding on Ship Repair, der står for en række vigtige tiltag, som bl.a. omfatter udarbejdelsen af et fælleseuropæisk sæt af sociale standarder.
Senest har komitéen desuden taget initiativ til iværksættelsen af en analyse af de eksisterende maritime kompetencer samt det kompetencebehov, der findes i Europa.
Kilde: Danske Maritime