Danske havmøller dominerer markedet
Ny opgørelse fra vindbranchens europæiske lobbyorganisation EWEA (The European Wind Energy Association) viser, at Siemens og Vestas i øjeblikket er næsten enerådende på det europæiske marked for havvindmøller.
Udbygningen af Europas havmølleparker fortsætter. Den samlede effekt for Europa er nu oppe på 7.343 MW med en årlig produktionsevne på op til 27 TWh. Den samlede installerede effekt er dog mindre end i samme periode sidste år, hvor der blev installeret 1.045 MW.
Den totale kapacitet er nået efter et halvår i 2014, hvor 781 nye megawatt er blevet koblet på de europæiske elnet. Det meste af væksten kommer fra Storbritannien, der ifølge opgørelsen fra EWEA har rejst 147 møller med en samlet kapacitet på 532 MW. Det svare til cirka 68 procent af den installerede kapacitet i årets første seks måneder.
Herefter følger Belgien med 141 MW fordelt på 47 møller og dernæst Tyskland, der har opført 108 MW.
Stort set alle møller, der er sat i drift i første halvår er produceret af enten Siemens eller Vestas. Siemens er dog langt den største leverandør med 176 møller. Den eneste mølle opstillet på hav, som ikke stammer fra en af de to vindgiganter, er en testmølle fra Samsung på 7 MW.
Ifølge EWEA er der 16 nye havmølleparker på vej og under opførelse. De vil i alt give en europæisk udbygning på 4,9 GW, så trods nedgang sammenlignet med sidste år, ser det altså ikke så galt ud.
Kilde: Ingeniøren
