Dansk storfisker stækket i Norge
Den danske storfisker Henning Kjeldsens planer om skabe sig en ny forretning i Norge er stødt på grund. Det sker efter at de norske myndigheder har nægtet Kjeldsen tilladelse til at drive fiskeri i Norge, med henvisning til den dom han har fået i Danmark for kvotesnyd.
Henning Kjeldsen var ifølge fiskeribladet.no gået sammen med to norske partnere om at opkøbe en trawler og kvoter for sammenlagt 250 millioner norske kroner.
Kjeldsen havde en ejerandel på 40 procent i et bagvedliggende selskab, men Fiskeridirektoratet i Norge afviste at godkende købet af trawler og kvoter, men henvisning til den dom Henning Kjeldsen har fået i Danmark.
Derfor har de to norske partnere nu købt Henning Kjeldsen ud af selskabet.
De norske myndigheders afvisning af Henning Kjeldsen er anket, men anken vil først blive behandlet når Kjeldsens sag i Danmark er endelig afgjort.
Henning Kjeldsen blev sidste år idømt en bøde på 54 millioner kroner i byretten, for at bruge stråmænd til at skaffe sig større kvoter end tilladt. Dommen er anket til Landsretten der behandler ankesagen næste år.
Kilde: fiskeribladet.no