Dansk fregat afgår til Guineabugten søndag
Søndag afgår den danske fregat Esbern Snare fra Flådestation Frederikshavn med kurs mod Guineabugten. Her skal fregatten fra begyndelsen af næste måned og et halvt år frem bidrage til den internationale indsats mod pirateri i området.
”Vi skal ned for at øge sikkerheden for de civile skibe i området og gribe ind overfor eventuelle piratangreb,” siger Lars Povl Jensenm, kommandørkaptajn og chef for Esbern Snare.
”Jeg har forventning om, at vi kommer ned til en opgave, der til forveksling ligner den, vi har løst på Østkysten af Afrika. Men vi forventer også, at der vil være forskelle. Der er et andet trafikmønster, hvor skibene eksempelvis ikke sejler i faste ruter, og der er kyststater med kystvagter, som vi kan samarbejde med, men også skal tage hensyn til”, sigerer Lars Povl Jensen.
Lars Povl Jensen forventer, at Esbern Snares synlige tilstedeværelse i området vil have en afskrækkende effekt på piraterne. Men fregatten vil også forsøge at finde eventuelle pirater og den vil om muligt gribe ind, hvis der sker piratangreb.
På grund af sin helikopter har Esbern Snare en stor aktionsradius, og fregatten kan derfor gribe ind i et stort område omkring krigsskibet.
Ud over skibets faste besætning og mandskab der flyver og servicerer Seahawk-helikopteren, er der også soldater fra Militærpolitiet og Frømandskorpset og et udvidet lægehold om bord. Sammenlagt er der tale om godt 175 personer.
Guineabugten er det mest risikofyldte farvand i verden for den civile skibsfart, selvom nye tal fra IMB viser at antallet af piratangreb er raslet ned. Især i de seneste måneder.
Sammenlagt fandt der i løbet af årets første ni måneder 28 angreb sted i Guineabugten, mod 46 i samme periode sidste år. Kun en enkelt sømand blev kidnappet 3. kvartal, mod 31 i samme kvartal 2020.
På verdensplan har antallet af piratangreb ikke været lavere de sidste 27 år.
Der sejler i gennemsnit op mod 40 danskopererede skibe i Guineabugten på daglig basis og de transporterer gods for næsten 10 milliarder kroner årligt.
Redaktionen