Dansk fællesfremstød på offshore messer
Når verdens største offshore messe OTC i Houston, Texas løber af stablen fra 3.- 6. maj, er det med en fuldstændig udsolgt dansk nationalstand, der omfatter 18 danske underleverandører til olie og gas sektoren.
Også på den europæiske pendant, ONS i Stavanger fra 24.-27. august, kan Offshore Denmark snart melde om fuldt hus - her vil hele 25 virksomheder udstille deres produkter og ydelser. Der er dog stadig få ledige pladser tilbage.
"Vi oplever helt klart en holdningsændring i virksomhederne. Fra at have været lidt tilbageholdende og afventende har mange nu indset, at hvis man vil finde nye kunder, må man gøre en indsats, og indenfor offshoresektoren findes der ikke bedre steder end netop de to ovennævnte messer", siger administrerende direktør for Offshore Denmark, Mogens Tofte Koch.
Begge eksportfremstød er arrangeret med tilskud fra Eksportrådet, og Offshore Denmark sørger for det meste planlægning og vil også servicere virksomhederne under messerne, så udstillerne kan koncentrere sig om det vigtigste - at skabe nye kontakter og sælgel.
Kilde: Offshore Danmark