Danmark vokser som søfartsnation
Danmark rykker frem som nummer seks på listen over verdens største søfartsnationer målt på opereret tonnage. Det er een plads bedre end sidste år, viser den seneste opgørelse fra IHS MARKIT.
Dansk skibsfart er i øjeblikket inde i en positiv udvikling. Det kan nu aflæses direkte af rangslisten over verdens største søfartsnationer. Danmark har passeret Tyskland og er dermed rykket op på sjettepladsen målt på opereret tonnage, hvilket dækker over ejede eller indchartrede skibe opereret af danske rederier, skriver Søfartsstyrelsen i en pressemeddelelse.
”Det er glædeligt at se, at dansk skibsfart atter har fået damp under kedlerne og udbygger dets globale styrkeposition. Den blå vækstplan vil forhåbentlig bidrage til at sætte yderligere fart på, så vi i de kommende år vil se fortsat vækst både i den dansk opererede tonnage, men også i antallet af skibe under dansk flag”. siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Ministeren fremlægger mandag regeringens katalog med 37 konkrete initiativer, der har som målsætning at “gøre Danmark til et globalt maritimt kraftcenter i 2025.”
Listen over verdens største operatørnationer ser lige nu således ud: 1 Grækenland 2 Japan 3 Kina 4 Singapore 5 USA 6 Danmark 7 Tyskland
USA på femtepladsen er kun 7 mio. bruttotons foran Danmark og derfor inden for realistisk afstand.
Kilde: Søfartsstyrelsen