Cyber-angreb førte ikke til tab af kunder
Det voldsomme cybe-angreb, der lagde Maersk Line, APM Terminals og Damco ned i et par uger har ikke kostet selskaberne tab af kunder. Det sagde Søren Skou, CEO i A.P. Møller - Maersk på telekonferencen i forbindelse 1. halvårs-regnskabet.
A.P. Møller - Maersk forventer, at cyber-angrebet i slutningen af juni måned kommer til at koste gruppen mellem 200 og 300 mio. dollar primært på grund af tabt omsætning i juli måned. Mange penge, men vigtigere for A.P. Møller - Maersk er det, at angrebet ikke koster kunder på længere sigt. "Der er ingen negative langtidsvirkninger af cyber-angrebet," fastslog Søren Skou på formiddagens telekonference.
"Vi har ingen indikationer på, at vores kunder forlader os på grund af nedbruddet. Tvært i mod har vi oplevet, at vores kunder har været meget forstående. Jeg tror, at mange erhvervsledere tænker, at det også kunne ske for deres egen forretning. Og vi ser, at virksomheder faktisk forsøger at hjælpe hinanden i sådan en situation," sagde Søren Skou videre.
I halvårsregnskabet forklarer A.P. Møller - Maersk, at gruppen som svar på angrebet med den nye type malware, har iværksat en række forskellige yderligere sikkerhedsforanstaltninger og fortsat gennemgår systemerne
for at forsvare dem mod angreb.
Redaktionen