CMA CGM sejler rekordomsætning hjem
Verdens tredjestørste containerrederi, franske CMA CGM, kom ud af 3. kvartal med en omsætning på 20 mia. dollar, den største nogensinde, mens driftsresultatet (EBITDA) med 9,2 mia. dollar lige knap nåede rekordresultatet fra 2. kvartal. Men nu venter usikre tider, advarer rederiet.
Efter et kvartal med en rekordhøj omsætning og en indtjening, der fortsat ligger helt i top, forventer CMA CGM nu en hurtigere tilbagevenden til mere normale - læs lave - fragtrater og dermed lavere indtjening i 4. kvartal.
Men 3. kvartal stod i rekordernes tegn med en omsætning, der steg med 30 pct. til 20 mia. dollar, primært drevet selskabets shipping-forretning, hvor omsætningen steg fra 12,5 mia. dollar til 16 mia. dollar.
Fremgangen i omsætningen skyldtes dels de højere rater, dels en stigning i den transporterede volumen på 4,1 pct. til 5,67 mio. teu i 3. kvartal i år
sammenlignet med 3. kvartal i fjor.
Det stærke resultat i 3. kvartal betød, at rederiet reducerede sin nettogæld med 5,3 mia. dollar og oprettede en klimafond, der med 1,5 mia. dollar skal være med til at accelerere overgangen til grønt brændstof og medvirke til, at CMA CGM kan nå sit mål om netto-nul udledninger i 2050.
Kilde: CMA CGM.