CMA CGM fik overskud på 124 mio. dollar
Det store franske containerrederi CMA CGM fik sidste år et overskud på 124 millioner dollar, markant dårligere end overskuddet på en lille milliard i 2007. En sparerunde skal nu reducere rederiets omkostninger med 600 millioner dollar.
Selv om omsætningen steg med 28 procent til 15,1 milliarder dollar - gik overskuddet den anden vej for det franske containerrederi, der som resten af branchen blev hårdt ramt af faldende containerrater og omsætning i 4. Kvartal.
For at rette op på økonomien sætter rederiet nu ind med en omfattende spareplan der skal reducere omkostningerne med over 3 milliarder kroner.
Pengene skal bl.a. findes ved at aflevere chartret tonnage tilbage og spare på brændstoffet ved at sætte farten ned på rederiets skibe. Derimod er der ingen planer om at reducere antallet af medarbejdere.
Selv om rederiet har branchens største nybygningsprogram på 52 nye containerskibe, er der ingen planer om at reducere tilgangen af egne skibe.
Kilde: CMA CGM