Clipper investerer millioner på landjorden
Clippers pengekasse er blevet så stor - og opkøbet af andre rederier går så langsomt, at rederiet nu vender sig mod landjorden for at investere en del af sit overskud. Clipper er nu gået i gang med at investere i helt andre brancher.
Efter flere år med store indtægter bugner pengekassen hos Clipper så meget, at det bahamasregistrerede rederi nu går nye veje for at få pengene ud at arbejde. Det skriver borsen.dk.
Via sit nye investeringsselskab Greystone Capital er Clipper klar til over de kommende år at at poste flere hundrede millioner kroner i mindre og mellemstore danske industri- og serviceselskaber med en årlig omsætning fra 50-750 millioner kroner.
"Clipper er i dag fokuseret på shippingsektoren, som er volatil. Greystone Capital bidrager med risikospredning, men kan også give adgang til forretningsmuligheder, vi ikke ellers ville se, og som kan bidrage til fortsat vækst", siger Clippers topchef Frank G. Jensen til Børsen.
Første investering er allerede klar. For et beløb tæt ved 100 millioner kroner køber Greystone køber nu 45 procent af Rahbekfisk, der er Danmarks største producent af færdige fiskeretter. Fiskeforarbejdningsfirmaet Espersen, der har hjemme i Rønne på Bornholm, køber tilsvarende 45 procent af aktierne, mens ledelsen i Rahbekfisk beholder de sidste 10 procent.
Clipper er med en ejerandel på 10 procent af DFDS, 30 procent af Mols-Linien og broderparten i Nordic Ferry Services, allerede storinvestor i flere danske rederier. Og Clipper har ikke lagt skjul på, at opkøbene ikke stopper der.
Clipper har omkring 60 kemikalietankskibe og endnu flere i ordre ud af en samlet flåde på 260 skibe. Dertil driver rederiet 125 tørlastskibe, 57 multipurposeskibe og syv krydstogtsskibe. Clippers flåde vil inden for et par år vokse til 360-370 skibe, i takt med at 107 nye skibe kommer til. Clippers nybygningsprogram beløber sig til cirka 3 milliarder kroner.
Clipper er ejet af en familiefond med den 65-årige Torben Gulnar Jensen, i spidsen. Han bor på Bahamas der også huser Clippers hovedkontor.
Kilde: borsen.dk