Clipper frygter kollaps på tørlastmarkedet
Fem års næsten uafbrudt fremgang for tørlastmarkedet kan ende med et snarligt kollaps. Det vurderer direktøren for Clipper der forudser, at tørlastraterne kan falde til en fjerdedel af det nuværende niveau.
Direktøren for verdens største rederi inden for mindre tørlastskibe, det danskejede Clipper med hovedkontor på Bahamas, er bekymret for tørlastmarkedet efter de sidste fem års kometfart, der har tidoblet raterne. Et fald til en fjerdedel af det nuværende niveau er i høj grad et scenarium, som Clipper-direktøren Frank Gulnar Jensen kalkulerer med. Det skriver Børsen.
November- og december-futures på de store tørlastskibe, Capesize og Panamax, har sat sig betydeligt i et par dage og er med til at trække de dagsaktuelle rater ned.
"Capesize- og Panamaxfutures er faldet omkring 15 pct. på to dage. Det er første gang, vi ser futuremarkedet drive de daglige rater", siger Frank Gulnar Jensen.
Herhjemme er det især rederiet Norden der er aktiv på tørlastmarkedet. Rederiets aktiekurs er nærmest eksploderet de senere år, efter rederiet har skovlet penge ind på det ophedede tørlastmarked. Et marked der især har været trukket frem af væksten i den kinesiske økonomi.
Men den seneste uge har Nordens aktiepil peget den anden vej, med et fald på over 10 procent. Hvilket dog ikke rokker ved, at Norden har været en fantastisk investering for aktionærerne. Også i år.
Clipper er ikke børsnoteret.
Kilde: Børsen