Christian Levin har tabt over 100 mio kr
Christian Levin, der er grundlægger af både Atlas Shipping og Custodia Shipping, kom ud af 2008 med et tab på over 100 millioner kroner i sit personlige selskab Atlantic Invest, der bl.a. kontrollerer Levins ejerandele i Custodia Shipping
Sidste sommer solgt Christian Levin en stor portion af aktierne i sit nye rederi til Custodia samt senere skibet Custodia Athena. Men i begge tilfælde kunne køberne alligevel ikke stille med den nødvendige kapital, og derfor gik handlerne i vasken.
"Jeg gør ikke altid det rigtige, men denne gang gjorde jeg det rigtige. Jeg snublede imidlertid på målstregen, fordi modparterne ikke kunne leve op til deres forpligtelser, og det er selvfølgelig dybt frustrerende", siger Christian Levin til business.dk.
Han understreger dog, at hans investeringer ikke er belånte, og at hans aktiebeholdning fortsat har samme størrelse.
Den mislykkede handel betød sammen med store urealiserede tab i aktier, at Christian Levins personlige investeringsselskab Atlantic Invest kom ud af 2008 med et dundrende underskud på 105 millioner kroner, mod et overskud på 60 millioner kroner året før.
Det trecifrede tab i 2008 betyder, at egenkapitalen i Atlantic Invest nu er reduceret betydeligt, men der er fortsat rigeligt at tage af, så Christian Levin ventes at komme tørskoet gennem den altomfattende finanskrise, skriver avisen.
Kilde: business.dk